fredag den 29. maj 2015

Det er eksamenstid, og jeg har fire dage til min afsluttende eksamen for dette semester. Jeg bliver, på sådanne tidspunkter, utroligt inspireret og motiveret for at lave en masse ting; så længe det ikke har noget med eksamen at gøre. Jeg føler at jeg ikke har haft noget med studiet og læsningen at gøre de sidste to uger, og kan slet ikke komme igang. Jeg laver alt andet end det jeg skal, og begynder jeg at læse, gør jeg det i ti minutter ad gangen. Maks.
Jeg føler mig rolig, og er sikker på at det hele nok skal gå. Jeg har andres noter, jeg har mine egne, jeg kan alligevel ikke huske det hele, og må slå det op, når spørgsmålene kommer. Så er der da heller ingen grund til at læse, så kan jeg da lige så godt lave noget andet. Jeg er helt afslappet, men jeg har også dårlig samvittighed. Hvad hvis jeg stresser på dagen, under eksamen? Hvis det ikke går, som jeg tænker det vil? Hvis spørgsmålene ingen mening giver, eller jeg ikke har noter til E&K, som jeg ikke engang har læst ti sider i?

Jeg har lyst til at spise. At høre musik og synge. At skrive en roman. At skrive en bog og lave en hjemmeside, at tjene penge på ting jeg er god til. At læse. At sove den ene lur efter den anden, og leve i min seng, dag ud og dag ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar