Han er soldat, ham min kæreste, og det var egentligt et plus i starten. En soldat er en ægte mand, og så er der jo uniformen, som stereotypt bare er latterligt sexet. Eller, det var den, indtil han fortalte mig om, hvordan han havde skudt et andet menneske i hovedet. Han havde brug for at snakke om det, og jeg havde brug for at han ville holde sin kæft. Jeg vidste det jo godt, at han havde været med til at kæmpe, og at det at andre mennesker lader livet er en del af det show. Jeg havde bare ikke tænkt over det, indtil jeg hørte ordene komme ud gennem hans læber. Jeg spurgte selv, hvordan det havde været dernede i Afghanistan, så det var jo min egen skyld. "Jeg har jo slået mennesker ihjel" blev der sagt, og imens han fortalte om skud og død og nødvendigheder, begyndte jeg at hade ham. Lige der på stedet, vendte min kærlighed og fascination sig til had. Langsomt men sikkert. Varmen blev til kulde, og hans hånd på mit ben føltes fremmed og ubehagelig.
Jeg tænkte at jeg havde brug for tid, til at forstå at det at slå et menneske ihjel er en del af hans minder, noget af det han kan genleve igen og igen. I virkeligheden er det jo forfærdeligt og synd for ham. Men han har slået et menneske ihjel. Og selvom han siger han er afklaret med det, tror jeg bare ikke at jeg kan leve med det.