Jeg har tænkt en ubeskrivelig ond tanke, og det gør mig ulykkelig.

Jeg synes at nogle mennesker, fortjener at dø.

Tanken i sig selv er ondskabsfuld. Den antyder at nogle mennesker er onde, at nogle menneskers liv er mere værd end andres. At nogle menneskers død, vil være retfærdige i mine øjne. Jeg er psykologistuderende. Jeg, om nogen, ved, at mennesker ikke er onde, men situationer, relationer og alverdens andre påvirkninger skaber ondskab. Jeg ved, at der er en grund til, at mennesker handler som de gør, at vi attribuere handlinger til indre, stabile værdier, i stedet for at se på alt det omkringliggende, og måske især, intentionerne bag. Jeg ved at nogle mennesker ikke har meget valg, og at nogle mennesker ikke ved bedre. At onde handlinger ikke gør dem onde. Alligevel synes jeg, at nogle fortjener at dø, at det er retfærdigt at nogle mister livet.

Tanken i sig selv, er ikke det værste. Det værste er, at jeg mener det. Jeg er ikke engang et sekund i tvivl. Og det gør endnu mere ondt. Hvordan kan man synes noget, så ubeskriveligt ondt, som det at et andet menneske skal lade livet, er retfærdigt? Det eneste jeg trøster mig med, er at jeg har det dårligt med at mene det. Men hvad godt hjælper det? Jeg mener det jo lige så meget som før.