Jeg har ikke droppet studiet for at skrive, og jeg bor ikke i en trang taglejlighed, hvor luften er tyk af ord og hvor hylder, borde og gulvet er tildækket med bøger. Jeg tør ikke rejse for at opleve noget helt nyt, jeg er skrækslagen for at min fremtid der bør indeholde børn og en kernefamilie, vil blive ødelagt af hvordan de små ukendte gader og cafeer i London, Paris og New York drager mig og river i mine tanker og mit hjerte. Jeg mestrer ikke ord, og jeg kan ikke finde på, på kommando. Jeg tør ikke tro på bøger og ord som det primære. Mit snit og andre interesser er langt mere sikre. Jeg tør ikke leve usikkert.
Jeg må være meget uengageret i mine skriverier. Men jeg kan ikke lade være.